Jeg har alle mine kalendere siden 1964. Jeg kan her genkalde mig den nøjagtige dag, jeg mødte Ulla.  Jeg kan her se præcist, hvornår jeg købte min første bil i Hillerød, et grønt folkevognsrugbrød eller den triste dag min elskede mor døde. Mest få ord, der dog genkalder tiden for mig.

Jeg har en kælder på Gl. Kongevej på 100 m2, hvor jeg gemmer alt materiale fra mine fantastiske 5 års uddannelse på Jonstrup Statsseminarium, de gamle 2 mandspulte fra Rådvad skole, som vores børn er vokset op med og et sort/hvidt B&O fjernsyn og meget, meget mere.

Jeg fører stadige diskussioner med Ulla om, om hendes mors og mormors fine gamle, røde plysmøbel fra 1800-tallet, skal i kælderen og skiftes ud med noget nyt af Børge Mogensen eller om mine smukke malerier udført af Ingemann Jørgensen, og som jeg købte i Belle ved Vejle i tresserne og betalte af på i årevis, skal i kælderen og guldrammerne brændes. Og erstattes af noget mere moderne kunst.

Jeg samler på fortiden på alle planer, og det er ikke nyt, for det har jeg gjort siden, jeg var barn. Jeg har stadig de sommerfugle, jeg fangede over på heden på Norddjurs og hjerteløst stak en nål igennem og placerede i en lille tidligere cigaræske fra min fars købmandsforretning, og har også de tvivlsomme vættelys og rester fra en oldtidsmands flinteøkse gemt i fine, røde kaffeposer.

Jeg har båret briller siden jeg var teenager og gemt samtlige i mit fine gamle advokatkontor skrivebord, som jeg arvede efter en kollega, Kurt, hvis daværende kone, Mette, blev dem tilbudt, da der skulle nyt til, og jeg har samtlige gamle barbermaskiner og mobilefoner liggende i en af skufferne af skrivebordet.

Og alle breve fra Ulla og Lise (min søster) og Svend (min bedste ven) og alle de andre gode mennesker, som har præget mit liv, deres breve og kort ligger i orden i min kælder, hvor jeg også netop nu sidder og skriver, omgivet af ”mit liv”!

Og sådan kan jeg blive ved, hvis det er. Og så spørger du måske som de fleste, jamen hvorfor? HVORFOR dog gemme på alt det gamle lort, det er jo alt sammen fortid, forbi forbi.

Jeg læste for nogle år siden en artikel i min avis af en kone til en præst. Hun introducerede og for mig for første gang, fænomenet ”identitetsskabende ejendele”, som en naturlig ting. Ting vidner om levet liv, både det svære og det dejlige, de bevidner fysisk, at du har været her, at du er her og i kraft af du har dem, husker du dem og dermed, hvordan det var, hvordan du var, hvordan andre var og måske blev.

Præstekonens artikel var affødt af, at præsten og hans kone var blevet enige om, at hun fik en længe i den smukke, gamle, bindingsværks præstegård, hvor hun kunne samle og dyrke og være sammen med alt det hun havde gemt og huske og mindes, og reflekterer over sin tid og liv. Hendes mand kom dog indimellem i det ”allerhelligste” og havde ved en lejlighed ubemærket sat en kasserolle med vand til opvarmning på et el-apparat til en kop the og fik så pludseligt et ærinde andetsteds. Og ja, rigtig gættet, han glemte vandet og længen brændte ned til grunden og alle præstekonens minder med, rub og stup. Det slog benene væk under præstekonen, hun mistede vel nærmest sig selv. Og hun gik i øvrigt siden fra ham.

Jeg kigger til min kælder hver dag og du har sikkert allerede gættet, hvad mit værste mareridt ville være.

Nå, nu er det så, jeg tænker, skulle der være en psykolog til stede eller værre en adfærdsforsker et sted som kan forklare, hvad der er op og ned på sådan en historie!