Mellem min residens og kontoret er der omtrent ti meter og et udhus. Her holder DAARTTs fem vagter og tre drivere til. Der er døgnvagt med to vagter ad gangen. De er ubevæbnede. Driverne stiller op så snart nogen bevæger sig mere end 200 meter. Der er altid en driver på, dels på grund af den kaotiske trafik, som har sine helt egne regler og normer og dels af sikkerhedsmæssige årsager. Vagter og drivere har alle mulige udmærkede uddannelser, men de kan få disse job til 200-300 USD om måneden, hvilket er attraktivt her. Til sammenligning får en departementschef i det afghanske regeringssystem omkring 50 USD om måneden. De offentligt ansatte kan hverken dø eller leve af deres løn, hvorfor korruption er udbredt og accepteret.

Den femte vagt tager sig af vores guest house, som ligger udenfor compounden. Her bor Mustafa og Hamid, som begge har deres familier langt fra Kabul, mens en 2-3 værelser står tomme og venter på vores folk, der arbejder ude i provinserne - og rent faktisk er dem, der med deres bare hænder bygger skolerne. Når de indimellem kommer til byen og til kontoret, så har de en overnatningsmulighed.

Her spiser vi også hver dag et varmt måltid ved frokosttid, som vores kok tilbereder. Som regel en kødret med nogle sammenkogte bønner, lækker ris og lidt mere tvivlsom salat. Til dessert mangofrugt eller bananer. Altid “tyrkisk brød” til. Dette sikre måltid overlever jeg nærmest på i hverdagen. Og så er det hyggeligt, at der er lidt højskole over det. Et medarbejdergode, men også arbejdsskabende.

Arbejdsugen begynder søndag og går til torsdag. Fredag er bededag og lørdag delvist fridag - det kommer an på, hvad man laver. Første søndag samlede jeg som det første alle medarbejdere og takkede dem for en varm velkomst. Jeg udtrykte håbet om et godt samarbejde, og at jeg ville tage en samtale med hver enkelt for at lære dem at kende og høre om deres job.

Jeg tror, det var første gang, alle var samlet i lang tid. De så lidt forlegne ud. Selv vores kaffe- og rengøringsdame var med. Det tror jeg ikke, man var vant til! Hun var en tung, mongoloid udseende kvinde, som jeg tror kunne slå en proper verbal næve. Jeg har lært at sige ”tak”, det var første gang, hun sendte mig antydningen af et smil.

Jeg har været på høflighedsvisit på den danske ambassade, der, som alle udenlandske repræsentationer hernede, er indrettet som et fort. Jeg blev modtaget af en meget engageret dame, Caroline. Hun er min kontakt på projektet og på Udenrigsministeriets finansiering af skolebyggerierne. Det skal blive til 14 skoler. Med var også min projektreference i Folkehjælpen, Asger. Sammen med Flygtningehjælpen står han bag DAARTT, repræsenteret ved Tom, som tidligere har været direktør i DACAAR i et par år. Tom elsker at vise rundt og fortælle om Afghanistans forfærdelige historie og seværdigheder, som der jo er få tilbage af, idet de er smadrede af krige og talibanerne. Ja, talibanerne som bogstaveligt talt, mener jeg, er nogle af de bogstaveligtalt dummeste mennesker, jeg har hørt om. Uuddannede, udannede, fanatiske islamister, tyranniske mænd, som står bag opiumsproduktion, ja jeg kunne blive ved.

I kraft af ”danskerbesøget” blev jeg inviteret med en lørdag af DACAAR på sightseeing i Kabul og omegn. Vi kørte i to Toyota Land Cruisere forbi basarer, småhandlende, valutavekslere, tiggere, invalide på de mest fantastiske hjemmelavede køretøjer og passerede tunge amerikanske sikkerhedspolitis sorte cruisere uden nummerplader. Til et højdepunkt med en enorm udsigt over Kabul by, der stort set ikke går over to etager i byggeri. En lille fyr tiggede og stod med en hjemmelavet drage af pinde og plastbærerposer. Jeg fik et chok, for det var som at møde en af hovedpersonerne i Khaled Hosseinis berømte roman, Drageløberen. Og videre til det udbombede kongeslot, som man helst ikke må fotografere, for det piner afghanerne, som det ser ud i dag. Og videre til det nationale museum, som er restaureret og vises frem med stolthed. Uden for byen forbi geder og deres hyrder, forbi biavlere og små landbrug (hvede) til en opdæmmet sø, hvor en tidligere krigsherre investerer sine mere eller mindre sorte penge i et resort med fine små huse, der kan lejes. Badesø og en golfbane, hvor greenen meget passende er brun. De store kontraster. Frokost og tilbage til byen og nyde udsigten fra Interkontinental hotel, hvor nogen nød poolen og SÅ tilbage til virkeligheden. Kabul er en by med mange ansigter, gennemgående elendigt byggeri, stor fattigdom, men også stor energi og opfindsomhed og aktivitet inden for al mulig handel og håndsværksarbejde. Alt fra mobiltelefoner til tæpper, fra flotte jernporte til alt muligt tingeltangel. Voldsomme kontrasters land. Siden har jeg af hensyn til min sarte mave fundet en ’’French Baker” og hovedpostkontoret og sendt et postkort til min mor i Rødovre. Får hun det, er det et mirakel.

Nå, men lad mig komme tilbage til den dag, hvor jeg blev Arifs gæst, og han blev min redningsmand.

Det startede ellers helt fredeligt med, at jeg mandag d. 22. maj var på introduktionsvisit hos DACAAR, men så udviklede det sig dramatisk. Erik Toft, direktøren tog imod. En meget høj mand, der havde savet to stykker af noget, der lignede en palle og sat under sit gamle afghanerskrivebord, så det lige passede i højden - en meget praktisk mand. Stephen, project manager fra Danish Deemining Group (ja, det bidrager Danmark også med) og associeret med Flygtningehjælpen, var der også. Vi blev enige om at samle repræsentanter fra danske NGO´er en gang om måneden for at udveksle oplysninger og erfaringer. Erik og jeg aftalte, at vi ville tale sammen om skabelsen af et slags rådgivningsfirma indenfor skole- og institutionsbyggeri for myndigheder og private. DACAAR skal af med sin vandpumpeproduktion og lade den overgå til private afghanere, så deres mission er lykkedes og fortsætte som ”rådgivende” - den samme udfordring, som DAARTT facer på sigt.

Undervejs fik vi bekymrende informationer fra lokale folk på kontoret - der er omkring 50 og i felten omkring 1000, så et stort foretagende - AT der var sket et eller andet, der måske skabte vrede i befolkningen ikke så langt fra DACAAR. Måske var en form for spontan demonstration undervejs. Jeg hilste på DACAARs press officer, Alexandra, der har været i Kabul i godt to år og trives gevaldigt her. Hun lignede en spåkone i sine spraglede, men flotte gevandter. Hilste også på lederen af deres HR-afdeling, Aimal, og hørte om deres in-house træningsprogrammer for personalet. Vi var velkomne til at hænge på nogle af dem. Så fint og flot og imødekommende. Og hilste på Bent, der kørte et program, som UNDP (amerikansk) finansierer inden for træning og landbrug - en nærsynet lille mand, som inviterede til uformelle operaaftner hver fredag hos ham. Fantastisk. Hilste på et par finansfolk, blandt andre Peter, lige ankommet fra Danmark, ligesom jeg selv, men fra et job i Afrika. Kompetente folk hele vejen rundt. På vejen til udgangen kom Khalid, som havde været vores fremragende guide i Kabul. Han havde insisteret på at betale frokosten for alle, for vi var hans gæster (rørende), men nu var han tydeligt nervøs i øjnene.  Han mente, at jeg nok måtte blive hos DACAAR, for der var noget under opsejling. Jeg kunne se andre have travlt med at hive borde, stole og telefoner inden for deres port, så hvad var der i gære! Jeg ringede til Mustafa, som også mente, jeg skulle blive, men pludselig stod min driver, Hashmatullah, i døren, og sagde det var lige nu, hvis jeg ville med. Og jeg slog til. Der var en del folk på vejen, og vi kørte hurtigt i slalom mellem biler, cyklister og gående og med livlig aktivitet af hornet tilbage til DAARTT. Dygtig driver.

Sagen var den, at en amerikansk militærkonvoj i morgenmyldertiden efter sigende var kørt direkte ind i flere lokale biler og havde dræbt flere mennesker. Rygtet sagde, at amerikanerne var berusede og en soldat havde danset på taget af et af afghanernes bilvrag. Folk var spontant gået til angreb på konvojen med hvad, de havde for hånden. Amerikanerne havde skudt advarselsskud, samtidig med at de trak sig tilbage. En spontan og vred demonstration var på vej. Vi måtte gardere os, idet amerikanere og udlændinge – for demonstranterne – er ét fedt. Efter en rådslagning på kontoret blev strategien at lukke Office, sende folk hjem, dem der kunne, og jeg skulle opholde mig i mit hus, mens afghanerne trak i nationalt tøj, fjernede vores tre biler og forsøgte at få kontoret til at ligne et almindeligt afghansk hjem. Kaffekonen skulle besvare porten, såfremt nogle bankede på. Den dårligst betalte og rangerende af alle skulle face demonstranterne. Som sagt, så gjort. Jeg opholdt mig nogle timer i huset. Demonstranterne passede os på hovedfærdselsåren, 200 meter fra vores kontor. Ret hurtigt blev det til råben og skrigen og sporadisk skyderi. Jeg kunne se, at der var steder, hvor det brændte. Tyk, sort røg steg til vejrs. Stemningen var intens. Det var svært at tolke alvoren af situationen. Hvem brændte hvad af? Hvem skød – og på hvad? Et par timer var jeg bange og usikker på, hvor det kunne ende. Jeg gemte mig i soveværelset og holdt øje med vinduerne. Det er den eneste gang, jeg har frygtet for mit liv. Min staff var også både nervøse og bange. De sagde det ikke, men jeg kunne se det på deres flakkende øjne og hektiske aktivitet. Da det virkede som om, demonstrationen var toppet, blev vi enige om at flytte mig til vores guest house og eventuelt senere til Mr. Arifs lejlighed i den modsatte ende af byen, såfremt det var muligt. Jeg talte med DACAAR, som bekræftede, at de lukkede og forholdt sig i ro. Jeg forsøgte at ringe til ambassaden, men kunne ikke få kontakt. Jeg ringede til Flygtningehjælpen i København og orienterede dem. De lovede at få fat på ambassaden. Efterhånden dæmpedes lyden af demonstrationen og skyderiet, som nu syntes langt borte. Vi sendte en guard på en motorcykel ud i byen for at tjekke situationen. Han kom tilbage og berettede om en del hærværk og brande. Vi skønnede, at det kunne blusse op igen dagen efter og aftalte, at jeg flyttede til Arif af to grunde; dels fordi min tilstedeværelse øgede risikoen for hærværk og røveri, såfremt man så mig, og dels for min egen sikkerhedsskyld - som Mustafa sagde det ligeud: You are the problem! Jeg blev iført en afghanerkjortel og hat og kørte sammen med Arif i hans bil, Mustafa og en guard og med Sabhatullah ved rattet. Den kinesiske restaurant, efter sigende dække for kinesisk prostitution, var nedbrændt. Byen vrimlede med militær. Jeg talte med min kone, som var ked af det. Hun havde forgæves forsøgt at få fat i mig i et døgn. Hun talte med vores børn og svigerbørn. Medierne derhjemme bragte dramatiske billeder. Et var at være her, men næsten værre var det at være derhjemme, for hvad skal man tro! Forbandet at det skulle ske og så tidligt, for jeg havde forsikret om, som sandt var, at der var styr på tingene i Kabul. Dagen efter måtte vi konstatere, at adskillige internationale NGO´ers kontorer og FN-relaterede kontorer samt forretninger med amerikansk eller udenlandsk baggrund var blevet hærget og nogle stukket i brand.