Den 2. juni 2006
Det er i dag d. 2. juni 2006, og jeg sidder i en 3-værelses lejlighed i det nordvestlige Kabul. Lejligheden tilhører Mr. Arif, operation manager i DAARTT, og ligger i en af mange beboelsesblokke bygget for mere end 20 år siden af russerne til den lokale regerings folk, dengang russerne forsøgte at undertvinge sig Afghanistan. På den tid en ekstremt moderne lejlighed med koldt og varmt vand og et badeværelse. I dag er der vand i hanerne mellem kl. 5 og 9 om morgenen samt i en periode om aftenen. Der står derfor store tønder med vand på badeværelset. Lejligheden med et moderne SONY TV og musikanlæg i stuen. Ved siden af ligger spisestuen, der består af et flot afghanergulvtæppe og mange store puder som ryglæn. Man sidder på gulvet. Et soveværelse og et køkken. Arif har været i basaren for at købe ind. Han er til stadighed i gang med at lave mad og servere et eller andet til sin gæst og demonstrerer dermed afghanernes store gæstfrihed.
Klokken er nu 12.30, og imamerne har netop kaldt til bøn. Dagens prædiken til folket kan være retningsgivende for hvor længe, jeg skal nyde Arifs gæstfrihed.
Du tænker måske – og forståeligt nok - hvorfor jeg opholder mig hos Arif, så det vender jeg tilbage til, men nu - nu får du begyndelsen.
Jeg fløj fra København d. 16. maj 2006 via London og Islamabad i Pakistan - som ligger på den vestlige grænse til Afghanistan – og landede i Kabul ca. 24 timer senere. Efter jeg natten igennem kunne vælge mellem - jeg ved ikke hvor mange film - på den personlige skærm på ryglænet i jumbojetten, var kontrasten til at få øje på, da jeg betrådte landingsbanen i Islamabad og blev linet op i emigrationskøen. Men no problem med mit transit visa, og jeg kunne gå ud i lufthavnsområdets farverige og eksotiske mylder af mennesker og høje stemmer.
PACTECs kontor var fyldt med lokalt personale, men ingen så nogen grund til at betjene manden med den blå plastkuffert i overstørrelse og et udseende, der sikkert lyste langt væk af newcomer. Man henvendte sig dog efter et par timer, hvor jeg var begyndt at gå i ring i det lille, støvede kontor. Efter yderligere nogen tid, var det lille flyselskab parat til at samle dagens flok af mere eller mindre gråhårede vesterlændinge - mænd med plastkufferter - og os gennem lufthavnsområdet til flyet, et tomotorers Cesna fly, vil jeg tro, med 10 pladser, 5 i hver side.
Jeg sikrede mig, at de to piloter var nogenlunde ædru og overlod resten til Vor Herre. Under os lå så Afghanistan med sit ensartede landskab af sten, grus, sand og støv, spredt ud over bjerge og ørken i brunlige nuancer. Stier, som måske var grusveje, kunne skimtes, mens Cesnaen kæmpede sig igennem lufthavet, måske dele af fortidens berømte silkeruter, der har transporteret alt fra krudt og krydderier til opium og geværer, som regel smuglervarer, og så altså, ”silke”.
Hamid, DAARTTs IT-officer, en lille mager mand på måske 30 år, spottede mig, og efter en genert velkomst, fortalte han på ganske godt engelsk, at helikopteren var fløjet. Det havde ellers været tanken, at min entre som Program Manager skulle kickstartes med en helikoptertur på et par timer til det nordlige Afghanistan til byen Faizabad for at deltage i åbningen af den første nybyggede børneskole, som programmet lægger navn til.
Åbningen faldt sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs’ besøg i Afghanistan for at besigtige projekter, som Danmark har finansieret. Ambassaden i Kabul havde været på den anden ende for at arrangere besøget. Programmets operation manager, Mr. Humayoun, kaldet ”hanelefanten”, var kørt de 12 timers kørsel af håbløse veje i forvejen. Det havde været fint for mig at være med og lære nogle folk at kende, som jeg sikkert skulle have mere at gøre med i fremtiden, men nu ”slap” jeg altså. Mr. Humayoun havde taget slipset med og klarede fint repræsentationen for DAARTT - hørte jeg sidenhen. Mustafa, head of administration, en ung charmerende fyr, der taler godt engelsk, men hvis kendskab til administration måske nok er til at overse, var ikke veget fra Ulla Tørnæs’ side. Han fortalte alt, hvad han vidste og lidt til. Hun havde mest sagt: ”I do only have short time”.
Hamid og driveren, Hashmatulllah, kørte mig ad støvede veje gennem Kabuls mylder og kaos af biler, folk på indiske cykler, gule taxier og gående alle vegne. Flotte mænd i fantastiske dragter og hovedbeklædninger, fattige i laser og snavs, kvinder i de blå burkaer, hvor man end ikke kan se øjnene, men også kvinder blot med tørklæde. Ansigtstrækkene giver mindelser om alt fra Rusland over Indien til Mongoliet. Et kludetæppe af afstamninger. Husene (compounden) vender ryggen til gaderne omgærdet af en høj kraftig mur med jerndør - som oftest med bevæbnede vagter. ”Vores gade” i Qula-e Fathullah-området, Street no. 8, viste sig også at være en grusvej, hvor alle smider deres affald. Hver morgen kommeren hyrde forbi med sine geder og endevender lossepladsens seneste skraldeposer og æder alt, der er muligt (må give noget godt kød!). Desuden er gaden udsmykket med en udbrændt, sikkert russisk, kampvogn. I bedste fald malerisk. I værste fald trøstesløst.
Mr. Humayoun tager imod. Han er i afghanske sammenhænge en ”gammel” mand på 55 år, som insisterer på, at han bestemmer, og tingene bliver efter hans hoved. Han har også noget at have det i, idet han har bygget et par hundrede skoler i Afghanistan gennem tiden. Han er højt respekteret for at stå bag noget af det bedste byggeri, men også en idealistisk stivstikker. Han har i mange år arbejdet i DACAAR (Danish Committee for Aid to Afghan Refugies, www.DACAAR.org), som har bygget skoler, gravet brønde, installeret vandpumper og støttet landbrugsudvikling i Afghanistan gennem 20 år. Flygtningehjælpen, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkehjælpen står bag projektet. Skolebyggeriet blev imidlertid skilt ud fra DACAAR i 2005, og Mr. Humayoun, Mr. Arif og Ms. Frozan fulgte med over i DAARTT, som Flygtningehjælpen og Folkehjælpen står bag. Ms. Frozan er arkitekt og programmets eneste kvinde, ugift, 40 år og passer sin store familie af forældre og søskende.
Hus nummer fire er project managerens hus, og nummer fem er projektkontoret. Hamid, finance officer, viste rundt; pæne kontorer, gammelt udstyr, men der var computere og internet, så fint. Hamid stak mig en mobiltelefon, og så var jeg ligesom i gang. Min lejlighed er i nabohuset. En stor stue med tunge pakistanske møbler og tæpper på væggene, en spisestue og en sofagruppe. I beige! Det pakistanske look skyldtes den tidligere project manager, en pakistaner, som løb af pladsen, da han fik et bedre tilbud i Pakistan i forbindelse med et jordskælv i Kashmir, der lagde en hel provins øde og med i hundredvis af omkomne.
Et ulækkert køkken med et godt køleskab. Fedtet. Pakistaneren havde haft privat kok, men rengøring var han næppe gået voldsomt op i. Når man om natten tænder lyset i køkkenet, mødes man af to centimeter lange kakerlaklignende dyr, der farer forvildet rundt i vasken, på køkkenbordet og på stengulvet. Jeg har indledt en terrorkrig imod dem, idet jeg skolder dem med kogende vand. Det kan de ikke lide. Jeg håber, det rygtes nede i kloarken. Mit våben er min hidtil eneste investering, en vandkoger, købt i Supreme, et indkøbscenter for udlændinge - ja kun udlændinge - hvor man ikke kan komme frem for bare øl, spiritus og luksusvarer, alt sammen bragt af Mærsk, hvis containere omkranser centret. Supreme er bevogtet, som var det Pentagon. Man skal vise pas, og de bevæbnede vagter tjekker dig endda med spejle under vognen, før man slipper ind i paradiset.
På første sal er mit soveværelse. En stor flot dobbeltseng, gjort i træ og med udskæringer, en fin servante og fine små natborde, ligeledes med udskæringer. Pakistanerens smag fejlede for så vidt ikke noget, om end den var voldsom. Udgang til en stor altan og udsigt til en græsplæne og potter med blomster, som vores deltids havemand ordner et par gange om ugen. Smukt. Det kan være, de kan lokke min kone herned lidt tid. Soveværelset har været en blandet fornøjelse. Der er én pære i loftet, der skærer i øjnene, og når man slukker, er jeg overbevist om, at nogle små mitter slipper deres tag i loftet og dropper ned for at gå i gang med at æde mig. Resultatet er, at jeg er oversået med myggestiklignende bid, som jeg bekæmper ved at stikke hul i dem og komme barbersprit på - et trick min far lærte mig, Dengang syntes jeg, han var ret barsk. Ved siden af tre små møblerede værelser, inklusive et strygebræt og -jern. Et badeværelse og toilet uden bræt. Det er en kunst at lokke vand ud af hanerne, man skal finde ud af at ramme de rigtige tidspunkter på dagen, for at det lykkes. Og man må lufte ud og åbne vinduer strategisk, idet temperaturen i dagtimerne konstant er over 30 grader. Det medfører en slags leret støv over det hele. Og i løbet af dagen og natten rejser der sig pludselige fønagtige vinde, som hvirvler det hele op, så det finder ind alle vegne. Enhver husmors mareridt vil jeg tro. Men man kan ikke sige andet, end at huset er rigeligt stort til en enkelt person.
Mellem min residens og kontoret er der omtrent ti meter og et udhus. Her holder DAARTTs fem vagter og tre drivere til. Der er døgnvagt med to vagter ad gangen. De er ubevæbnede. Driverne stiller op så snart nogen bevæger sig mere end 200 meter. Der er altid en driver på, dels på grund af den kaotiske trafik, som har sine helt egne regler og normer og dels af sikkerhedsmæssige årsager. Vagter og drivere har alle mulige udmærkede uddannelser, men de kan få disse job til 200-300 USD om måneden, hvilket er attraktivt her. Til sammenligning får en departementschef i det afghanske regeringssystem omkring 50 USD om måneden. De offentligt ansatte kan hverken dø eller leve af deres løn, hvorfor korruption er udbredt og accepteret.
Den femte vagt tager sig af vores guest house, som ligger udenfor compounden. Her bor Mustafa og Hamid, som begge har deres familier langt fra Kabul, mens en 2-3 værelser står tomme og venter på vores folk, der arbejder ude i provinserne - og rent faktisk er dem, der med deres bare hænder bygger skolerne. Når de indimellem kommer til byen og til kontoret, så har de en overnatningsmulighed.
Her spiser vi også hver dag et varmt måltid ved frokosttid, som vores kok tilbereder. Som regel en kødret med nogle sammenkogte bønner, lækker ris og lidt mere tvivlsom salat. Til dessert mangofrugt eller bananer. Altid “tyrkisk brød” til. Dette sikre måltid overlever jeg nærmest på i hverdagen. Og så er det hyggeligt, at der er lidt højskole over det. Et medarbejdergode, men også arbejdsskabende.
Arbejdsugen begynder søndag og går til torsdag. Fredag er bededag og lørdag delvist fridag - det kommer an på, hvad man laver. Første søndag samlede jeg som det første alle medarbejdere og takkede dem for en varm velkomst. Jeg udtrykte håbet om et godt samarbejde, og at jeg ville tage en samtale med hver enkelt for at lære dem at kende og høre om deres job.
Jeg tror, det var første gang, alle var samlet i lang tid. De så lidt forlegne ud. Selv vores kaffe- og rengøringsdame var med. Det tror jeg ikke, man var vant til! Hun var en tung, mongoloid udseende kvinde, som jeg tror kunne slå en proper verbal næve. Jeg har lært at sige ”tak”, det var første gang, hun sendte mig antydningen af et smil.
Jeg har været på høflighedsvisit på den danske ambassade, der, som alle udenlandske repræsentationer hernede, er indrettet som et fort. Jeg blev modtaget af en meget engageret dame, Caroline. Hun er min kontakt på projektet og på Udenrigsministeriets finansiering af skolebyggerierne. Det skal blive til 14 skoler. Med var også min projektreference i Folkehjælpen, Asger. Sammen med Flygtningehjælpen står han bag DAARTT, repræsenteret ved Tom, som tidligere har været direktør i DACAAR i et par år. Tom elsker at vise rundt og fortælle om Afghanistans forfærdelige historie og seværdigheder, som der jo er få tilbage af, idet de er smadrede af krige og talibanerne. Ja, talibanerne som bogstaveligt talt, mener jeg, er nogle af de bogstaveligtalt dummeste mennesker, jeg har hørt om. Uuddannede, udannede, fanatiske islamister, tyranniske mænd, som står bag opiumsproduktion, ja jeg kunne blive ved.
I kraft af ”danskerbesøget” blev jeg inviteret med en lørdag af DACAAR på sightseeing i Kabul og omegn. Vi kørte i to Toyota Land Cruisere forbi basarer, småhandlende, valutavekslere, tiggere, invalide på de mest fantastiske hjemmelavede køretøjer og passerede tunge amerikanske sikkerhedspolitis sorte cruisere uden nummerplader. Til et højdepunkt med en enorm udsigt over Kabul by, der stort set ikke går over to etager i byggeri. En lille fyr tiggede og stod med en hjemmelavet drage af pinde og plastbærerposer. Jeg fik et chok, for det var som at møde en af hovedpersonerne i Khaled Hosseinis berømte roman, Drageløberen. Og videre til det udbombede kongeslot, som man helst ikke må fotografere, for det piner afghanerne, som det ser ud i dag. Og videre til det nationale museum, som er restaureret og vises frem med stolthed. Uden for byen forbi geder og deres hyrder, forbi biavlere og små landbrug (hvede) til en opdæmmet sø, hvor en tidligere krigsherre investerer sine mere eller mindre sorte penge i et resort med fine små huse, der kan lejes. Badesø og en golfbane, hvor greenen meget passende er brun. De store kontraster. Frokost og tilbage til byen og nyde udsigten fra Interkontinental hotel, hvor nogen nød poolen og SÅ tilbage til virkeligheden. Kabul er en by med mange ansigter, gennemgående elendigt byggeri, stor fattigdom, men også stor energi og opfindsomhed og aktivitet inden for al mulig handel og håndsværksarbejde. Alt fra mobiltelefoner til tæpper, fra flotte jernporte til alt muligt tingeltangel. Voldsomme kontrasters land. Siden har jeg af hensyn til min sarte mave fundet en ’’French Baker” og hovedpostkontoret og sendt et postkort til min mor i Rødovre. Får hun det, er det et mirakel.
Nå, men lad mig komme tilbage til den dag, hvor jeg blev Arifs gæst, og han blev min redningsmand.
Det startede ellers helt fredeligt med, at jeg mandag d. 22. maj var på introduktionsvisit hos DACAAR, men så udviklede det sig dramatisk. Erik Toft, direktøren tog imod. En meget høj mand, der havde savet to stykker af noget, der lignede en palle og sat under sit gamle afghanerskrivebord, så det lige passede i højden - en meget praktisk mand. Stephen, project manager fra Danish Deemining Group (ja, det bidrager Danmark også med) og associeret med Flygtningehjælpen, var der også. Vi blev enige om at samle repræsentanter fra danske NGO´er en gang om måneden for at udveksle oplysninger og erfaringer. Erik og jeg aftalte, at vi ville tale sammen om skabelsen af et slags rådgivningsfirma indenfor skole- og institutionsbyggeri for myndigheder og private. DACAAR skal af med sin vandpumpeproduktion og lade den overgå til private afghanere, så deres mission er lykkedes og fortsætte som ”rådgivende” - den samme udfordring, som DAARTT facer på sigt.
Undervejs fik vi bekymrende informationer fra lokale folk på kontoret - der er omkring 50 og i felten omkring 1000, så et stort foretagende - AT der var sket et eller andet, der måske skabte vrede i befolkningen ikke så langt fra DACAAR. Måske var en form for spontan demonstration undervejs. Jeg hilste på DACAARs press officer, Alexandra, der har været i Kabul i godt to år og trives gevaldigt her. Hun lignede en spåkone i sine spraglede, men flotte gevandter. Hilste også på lederen af deres HR-afdeling, Aimal, og hørte om deres in-house træningsprogrammer for personalet. Vi var velkomne til at hænge på nogle af dem. Så fint og flot og imødekommende. Og hilste på Bent, der kørte et program, som UNDP (amerikansk) finansierer inden for træning og landbrug - en nærsynet lille mand, som inviterede til uformelle operaaftner hver fredag hos ham. Fantastisk. Hilste på et par finansfolk, blandt andre Peter, lige ankommet fra Danmark, ligesom jeg selv, men fra et job i Afrika. Kompetente folk hele vejen rundt. På vejen til udgangen kom Khalid, som havde været vores fremragende guide i Kabul. Han havde insisteret på at betale frokosten for alle, for vi var hans gæster (rørende), men nu var han tydeligt nervøs i øjnene. Han mente, at jeg nok måtte blive hos DACAAR, for der var noget under opsejling. Jeg kunne se andre have travlt med at hive borde, stole og telefoner inden for deres port, så hvad var der i gære! Jeg ringede til Mustafa, som også mente, jeg skulle blive, men pludselig stod min driver, Hashmatullah, i døren, og sagde det var lige nu, hvis jeg ville med. Og jeg slog til. Der var en del folk på vejen, og vi kørte hurtigt i slalom mellem biler, cyklister og gående og med livlig aktivitet af hornet tilbage til DAARTT. Dygtig driver.
Sagen var den, at en amerikansk militærkonvoj i morgenmyldertiden efter sigende var kørt direkte ind i flere lokale biler og havde dræbt flere mennesker. Rygtet sagde, at amerikanerne var berusede og en soldat havde danset på taget af et af afghanernes bilvrag. Folk var spontant gået til angreb på konvojen med hvad, de havde for hånden. Amerikanerne havde skudt advarselsskud, samtidig med at de trak sig tilbage. En spontan og vred demonstration var på vej. Vi måtte gardere os, idet amerikanere og udlændinge – for demonstranterne – er ét fedt. Efter en rådslagning på kontoret blev strategien at lukke Office, sende folk hjem, dem der kunne, og jeg skulle opholde mig i mit hus, mens afghanerne trak i nationalt tøj, fjernede vores tre biler og forsøgte at få kontoret til at ligne et almindeligt afghansk hjem. Kaffekonen skulle besvare porten, såfremt nogle bankede på. Den dårligst betalte og rangerende af alle skulle face demonstranterne. Som sagt, så gjort. Jeg opholdt mig nogle timer i huset. Demonstranterne passede os på hovedfærdselsåren, 200 meter fra vores kontor. Ret hurtigt blev det til råben og skrigen og sporadisk skyderi. Jeg kunne se, at der var steder, hvor det brændte. Tyk, sort røg steg til vejrs. Stemningen var intens. Det var svært at tolke alvoren af situationen. Hvem brændte hvad af? Hvem skød – og på hvad? Et par timer var jeg bange og usikker på, hvor det kunne ende. Jeg gemte mig i soveværelset og holdt øje med vinduerne. Det er den eneste gang, jeg har frygtet for mit liv. Min staff var også både nervøse og bange. De sagde det ikke, men jeg kunne se det på deres flakkende øjne og hektiske aktivitet. Da det virkede som om, demonstrationen var toppet, blev vi enige om at flytte mig til vores guest house og eventuelt senere til Mr. Arifs lejlighed i den modsatte ende af byen, såfremt det var muligt. Jeg talte med DACAAR, som bekræftede, at de lukkede og forholdt sig i ro. Jeg forsøgte at ringe til ambassaden, men kunne ikke få kontakt. Jeg ringede til Flygtningehjælpen i København og orienterede dem. De lovede at få fat på ambassaden. Efterhånden dæmpedes lyden af demonstrationen og skyderiet, som nu syntes langt borte. Vi sendte en guard på en motorcykel ud i byen for at tjekke situationen. Han kom tilbage og berettede om en del hærværk og brande. Vi skønnede, at det kunne blusse op igen dagen efter og aftalte, at jeg flyttede til Arif af to grunde; dels fordi min tilstedeværelse øgede risikoen for hærværk og røveri, såfremt man så mig, og dels for min egen sikkerhedsskyld - som Mustafa sagde det ligeud: You are the problem! Jeg blev iført en afghanerkjortel og hat og kørte sammen med Arif i hans bil, Mustafa og en guard og med Sabhatullah ved rattet. Den kinesiske restaurant, efter sigende dække for kinesisk prostitution, var nedbrændt. Byen vrimlede med militær. Jeg talte med min kone, som var ked af det. Hun havde forgæves forsøgt at få fat i mig i et døgn. Hun talte med vores børn og svigerbørn. Medierne derhjemme bragte dramatiske billeder. Et var at være her, men næsten værre var det at være derhjemme, for hvad skal man tro! Forbandet at det skulle ske og så tidligt, for jeg havde forsikret om, som sandt var, at der var styr på tingene i Kabul. Dagen efter måtte vi konstatere, at adskillige internationale NGO´ers kontorer og FN-relaterede kontorer samt forretninger med amerikansk eller udenlandsk baggrund var blevet hærget og nogle stukket i brand.
Jeg blev natten over hos Arif, han rømmede sit soveværelse. Og i dag har Arif og jeg nydt et delikat måltid, som det har taget Arif det meste af to timer at tilberede. En slags spagettisuppe med nudler og gode ting og sager, grillet fårekød, brød, en krydret salat, som har en særegen smag, som Ulla ville synes om, og som kaldes ”Womens fingers”! Smukt billede. Og nu har Mustafa netop ringet og meddelt, at byen er rolig, og at der er fri bane ifølge hans motorcykelreportere. Vi kan høre en eller anden hujen, men det er fra den lokale badeanstalt. Hver mandag har kvinder og piger tur, ellers er det mændenes domæne. Arif har også underholdt om den forbandede talibantid, før Vesten rykkede ind, hvor han havde langt, busket skæg, ellers røg man i fængsel. Vi forbereder os på at tage af sted. Jeg takker for gæstfrihed og insisterer på, at maden skal betales af projektet. ”No no” siger Arif, med et forlegent smil, ”you are my guest”! Henimod kl. 17 kørte vi tilbage til Street no. 8, og Kabul var faldet til ro. Byen var igen oppe i et højt handelsgear. Kontoret i gang. Såvel regerings- som amerikanske styrkers talsmænd fortalte på lokalt TV, at et af militærkøretøjernes bremser havde svigtet, man havde skudt varselsskud og ville sætte en uvildig undersøgelse i gang. En anden regeringstalsmand meddelte på TV, at man fordømte plyndringerne af fremmed ejendom, og at politiet i lignende tilfælde havde ordre til at skyde uden varsel. Et udgangsforbud om natten blev opretholdt endnu et par dage.
På søndagens morgenmøde måtte jeg med rette takke folk for god og professionel indsats og for deres ”concern” for mig, staf og ejendom. Jeg iværksatte samtidig udarbejdelse af en egentlig securityplan for kontoret, idet en sådan ikke eksisterede. Det var ikke kun smøl, for der havde faktisk været roligt i Kabul i lange tider. ANSO, som er en lokal NGO, der informerer og opdaterer til ”det internationale samfund” på sikkerhedssituationen i landet til stadighed, mente, at efter den kommende fredagsbøn kunne der opstå nye demonstrationer. Vreden havde ikke lagt sig, blandt andet fordi ”man” havde set ”det” kunne lade sig gøre, fordi regeringen ikke reagerede konstruktivt i forhold til befolkningen. Endelig var der også lige genpubliceringen af visse Muhammed-tegninger i en dansk avis (Politiken) og i andre internationale aviser!
Man mente samtidig, at ”the riots” måske mere skyldtes organiseret kriminalitet end noget andet. Det var samtidig min fornemmelse, at det værste var overstået i Kabul, men sydpå vil det måske fortsætte i visse provinser. Den internationale koalition jagter Taliban, og hver dag meldes om dræbte på begge sider. Der er meddelelser om et par tilfælde af drab på lokale NGO-folk sydpå, det er dog også en ny udvikling. Der kommer en af dagene 243 blåøjede danske jenser for at erstatte et kontingent amerikanerne. Danskerne kan få en varm velkomst. Forhåbentligt undgår vi det værst tænkelige. Vi har haft dobbelt vagtbemanding om natten, hvor vagterne har sovet på skift. Vagterne har stillet en seng på græsplænen mellem Office og mit hus, og der sover de på skift om natten, mens de øvrige går uregelmæssige runder: Don´t be afraid Mr. Palle, we are here...
Alt imens har Mr. Humayoun været i en anden provins for at tjekke skolebyggeri og deltage i en indvielsesceremoni. Det var så nummer to ud af de 14, vi har lovet. Der er jo nogle, der skal holde arbejdet i gang og blodet koldt. ”Hanelefanten” sammen med chefdriveren, Hafiz, to seje herrer, ”I tell you”! Der skal mere end lidt krudt i luften til få dem til at hæve øjenbrynene.
Jeg har et fly hjem kl. 07.00 på fredag d. 9/6 med det nationale flyselskab ARIANA til Istanbul, vente i 8 timer og lande 00.20 i Kastrup med Turkis Airlines. Det bliver rigtig dejligt at komme hjem til familien nogle dage og få plejet myggestikkene… Retur d. 16/6 til Kabul. Og story 2.
Bedste hilsner,
Palle